
Stemningen på A Hereford Beefstouw i Odense er tætpakket og fyldt med årtiers kæleri for detaljen. Med sans for hygge og atmosfære samt en usædvanlig forkærlighed for kunst har ægteparret Jørgen Pedersen og Kirsten Redder siden 1979 drevet restauranten i Tørrings gamle tobakshus midt i Odense.
Fra gaden ligner det gamle korte hus ikke en restaurant, der har plads til 130 gæster. Men inde i huset bliver rummet bredere og bredere, jo længere man træder ind. "Det er altid sjovt at opleve gæster, der aldrig før har været her. På vej ind ad døren tror de tydeligvis, at de skal ind i en lille bitte restaurant, men når de ser rummet brede sig foran dem, står de måbende tilbage," fortæller restauratør Jørgen Pedersen.
Under opførelsen af restauranten i 1976 fandt man bag en væg et gammel bindingsværk helt tilbage fra 1577. Bygherre og stifter af A Hereford Beefstouw-kæden, Aage Damgaard, var ikke i tvivl. De store, gamle egetræsbjælker skulle frem i lyset og være en del af den nye restaurant. I dag tilføjer de gamle bjælker en hyggelig og historiefyldt stemning til restauranten - i et tæt samspil med de mange nyere designmæssige tiltag, der er kommet til gennem årene. "Min hustru og jeg prioriterer det meget højt, at restauranten lever og fornyer sig. Gæsterne skal have en totaloplevelse, når de spiser her," siger Jørgen Pedersen og tilføjer, at det har taget mange år at skabe den helt specielle stemning, der i dag præger restauranten.
Gode kontakter til et af byens gallerier har gennem årene gjort det muligt for ægteparret at pryde restaurantens vægge med værker af blandt andre Niels Nedergaard, Robert Jacobsen og Claus Bojesen - og efter en totalrenovering i vinteren 2000, hvor blandt andre nu afdøde kunstner Sven Dalsgaard farvesatte lokalerne, fremstår restauranten som en perle i række af Beefstouw’er.


